Personlige bidrag.

Mit kendskab til videofeedback startede i 1987, da jeg, 15 år gammel, så det $6 \frac{1}{2}$ min. lange indslag første gang. Da havde jeg ikke adgang til videokamera, som der i dag er hvermands eje, jeg var heller ikke gammel nok til at forstå ret meget af det der foregik, men jeg blev imponeret. I sommeren 1990 lånte jeg et videokamera af en kammerat - Adam Bindslev - som også havde set den pågældende udsendelse, og forsøgt sig selv. Han demonstrerede princippet, og jeg har derefter jævnligt lavet forsøg, alene og sammen med en ven, Jesper Petersen. I 1993 affotograferede jeg en række skærmbilleder med henblik på en videnskabelig forklaring fra en forsker, der vidste noget om sagen. Der var stor interesse for billederne, men der var ingen der havde udforsket det rigtigt. Ved et foredrag i kurset Naturfilosofi skulle jeg fortælle om selvrefererende systemer deriblandt VF. Foredraget blev fulgt op i slutningen af 1993 af en bred artikel i Gamma [1] med enkelte billedserier af VF. Disse billeder udløste en henvendelse fra ugebladet Ingeniøren om at bringe dem i bladet, og det blev til en forkortet artikel [8] i foråret 1994. Denne udløste et par mdr. efter et tilbud fra Mark Oxborrow, om at deltage i et foredragsarrangement med to andre videofeedback-kunstnere, Ole Hyldgaard, der har arbejdet med VF i 10 år og viste en 20 minutters samling, samt Rasmus L. Hagedorn-Olsen, der benyttede feedback som virkemiddel i en kunstnerisk video. Deres VF var af en meget høj teknisk kvalitet, p.g.a. af det avancerede udstyr man bruger indenfor videoredigering. Jeg selv havde i mellemtiden lavet en animation af computersimulationer, der efterlignede VF med 45 parallelle udviklingsforløb med vinkler fra 0 til 90 grader og knap 100 iterationer, men modellen var ikke implementeret så grundigt, og opløsningen var ret lille. Den vakte ikke desto mindre begejstring, så det var en naturlig følge at fortsætte ad den vej i et Bachelorprojekt.

 

Figure: Luminusiteterdier.

 

Figure: Lumidier.

 

Figure: Luminusitrdier.

 

Figure: Luminusirdier.

 

Figure: Luminusiterdier.

Hej! dette er en test

1=13

Resultatet af denne oversigt viser, at to personer, med forskellige indfaldsvinkler, ikke behandler VF på samme måde. Det er videnskabens største styrke, at reproducere et forsøg af en uafhængig person. Kunsten derimod, har omvendt til opgave aldrig at gentage sig selv. Videofeedback har både videnskabelig og kunstnerisk interesse, og det er derfor nødvendigt at forene disse to modsætninger. De simple mønstre, der er stabile eller periodiske, kan til en vis grad gentages og de kan forstås videnskabeligt. De mere avancerede mønstre - de interessante - kan endnu ikke gentages (man kan finde noget der ligner men aldrig helt det samme). De må endnu beskrives overfladisk ved at sammenligne med kendte mønstre (fra biologiens verden). Hver person, der har taget udfordringen op, har hidtil koncentreret sig om en lille isoleret del af de mange aspekter, som VF-systemet rummer. Det er simpelt hen for komplekst til, at man kan beskrive det udtømmende. Man kan blive inspireret på sit felt, men ikke forstå det til bunds. På den måde minder det meget om livet, det skal simpelt hen opleves, før man tror på det.

Fra den almene introduktion bevæger jeg mig nu ned og fordyber mig i Crutchfields artikel. Jeg vil i det følgende bruge hans model til at skabe forståelse i nogle simple specialtilfælde, der viser den grundlæggende opførsel i VF-systemet. De mere avancerede billeder, som de ovenstående, findes der så godt som ingen af i litteraturen, men det er disse der er min motivation: kan de virkelig ikke forstås videnskabeligt, har vi "kun" det umiddelbare kunstneriske udtryk? Jeg søger en forklaring, der er mere end beskrivende, noget man kan sætte tal på og gentage. Først, når man kan styre billeddannelsen i VF, efter generelle principper, har man efter min mening fået tilstrækkeligt udbytte af en teoretisk model.