Historien om videofeedback.

Forudsætningen for at lave VF-eksperimenter har i princippet været der lige siden kamera og TV blev opfundet i 1930'erne. Det var umuligt at vise optagelser "direkte" i filmens barndom. Det er først inden for de sidste 20 år, at det er blevet beskrevet videnskabeligt. I dette afsnit skal vi se på, hvad der findes i litteraturen om eksperimenter med VF.

I 1976 blev Videofeedback første gang omtalt i en videnskabelig sammenhæng af amerikaneren Ralph Abraham [3] i en kort artikel på godt 4 sider, der behandler kaskadeeffekter i videofeedback. Heri studeres topologiske afbildninger, som simuleres i en videofeedback-opstilling med binær indstilling af brightness - d.v.s. enten tændt eller slukket. Han skriver, at attraktorer kan observeres ved at pege med en punktlyskilde på skærmen. Den bløde runde plet bevæger sig med stor hastighed mod et delområde af skærmen, som i grænsen (efter mange iterationer) forbliver tændt, selv efter at lyskilden slukkes. Desværre rummer artiklen ingen billeder, så der er næppe mange, der er blevet opmærksomme på fænomenet. Abraham nævner, at selv garvede TV-producere kan blive overraskede, når de præsenteres for VF. Han blev selv introduceret til VF af en mand ved navn Jack Moore.

I 1979 viser den amerikanske computerprofessor Douglas R. Hofstadter en række "primitive" videofeedbackbilleder i sit murstensværk [9] om selvrefererende fænomener. Hofstadter digter en lille dialog mellem "Krabben" og "Akilleus" som fascineres af kameraets evne til at kopiere alting i deres værelse. Man skal blot rette kameraet mod en ting, hvorefter den dukker op på skærmen som ved et trylleslag. Inden længe finder de på princippet i VF: "Når jeg retter kameraet mod SKÆRMEN, er det skærmen selv, som viser sig med det, som findes på skærmen på det tidspunkt, og det er skærmen selv, som viser sig med det, som findes på skærmen på det tidspunkt, og det er skærmen...", de kalder det en korridor. Akilleus prøver at dreje kameraet og får en smuk spiralformet korridor, hvor fjernsynsskærmen sluger sig selv. På et af de tolv billeder der er vist, går skærmene, der vises inden i hinanden, ud fra et af hjørnerne. Han leger videre med linsen og kameraets kontrolknapper, og der viser sig en mangfoldighed af selvopslugende billeder, bl.a. hvirvlende spiraler som ligner galakser og kalejdoskopiske, blomsterlignende mønstre der pulserer på skærmen. Med et spejl får personerne i dialogen kameraet med på skærmen sammen med skærmen selv. Dette kalder de TOTAL selvopslugning.

Disse to helt uafhængige startskud i slutningen af 70'erne, set fra h.h.v. en matematisk og en litterær synsvinkel kom begge fra Amerika. Vi er nu parat til den første europæiske - igen uafhængige - undersøgelse af VF-eksperimentet, men nu med en mere praktisk anvendelse.

I 1980 kom tyskerne Ferrano og Häusler [4,5] på banen med to artikler, der foreslår, at man bruger det de kalder "TV-optical feedback" som en todimensional hukommelse opbygget af en masse flip-flop celler (i stil med elektriske flip-flop kredsløb bestående af to transistorer). Ved mange gennemløb, hvor intensiteten inverteres ved hver feedback cyklus, og kameraet er vendt 180 $^{\circ}$ , opfører feedback systemet sig som en kontakt. Tilstanden kan ændres - mellem sort og hvid - ved, at man lyser på den med en inkohærent lyskilde. Et af problemerne i systemet er forvrængningen der gør, at lyset ikke vender præcis tilbage (efter to gennemløb). Dette klares ved at opsætte et arrangement af kvadratiske linser, idet man skaber fokuserede punkter, der virker som et stort antal stabile flip-flops. Disse kan danne tilfældige mønstre, eller man kan tegne (f.eks. et skakbræt) i de kvadratiske "fliser". Endelig præsenteres en logisk "or" operation mellem forskellige inputfunktioner. Den anden artikel [5] går lidt videre og undersøger optiske alternativer til de velkendte elektroniske komponenter: operationsforstærker, analog computer (med både oscillationer og stabillitet) og flip-flops. Artiklerne rummer altså de første tydelige eksempler på stabillitet i VF, som ovenikøbet kan kontrolleres. Men forudsætningerne (180 $^{\circ}$ 's drejning af billedet, invertering af signalet og linser foran monitoren) gør det hele lidt kompliceret. Elektroniske informationer lagres i dag mest effektivt i RAM-chips. Udviklingen indefor (tele-)kommunikation med laserlys i lyslederkabler - som erstatning for elektronisk datatransmission - stiller imidlertid stigende krav til også at udvikle komponenter til optisk databehandling. Hertil kræves ikke-lineære egenskaber og feedbackregulering, så måske bliver VF-flip-flops anvendt i en mere kompakt form engang i fremtidens computere?

I 1984 kom der en mere omfattende artikel af Ralph Abrahams elev James P. Crutchfield [6], hvori der opstilles modeller for videofeedback-dynamik dels v.h.a. diskrete tids-itererede funktionalligninger og dels ved en reaktion-diffusion partiel differentialligning.

I 1986 genoptog Häusler sine undersøgelser, med et nyt hold, i en stort anlagt artikelserie [7] på tre dele. De studerede effekten af ikke-lineære optiske komponenter

I 1987 blev VF verdenskendt i Danmark. I december måneds udgave af videnskabsmagasinet HVÆLV - Fraktalernes Forunderlige Former [10] demonstrerede den tyske kaosforsker Heinz-Otto Peitgen fra Institut for Dynamiske Systemer i Bremen, en opstilling af videofeedback. Han forklarer:

I 1988 skrev den engelske fysikformidler og professor i fysik, Paul Davies en populærvidenskabelig bog, The Cosmic Blueprint [11] (På dansk: Det kreative kaos). Den handler om kompleksitet, selvorganisation, kaos og universets udvikling. De første af disse begreber er også nøgleord når det gælder VF. Han beskriver videofeedback som et selvhenvisende paradoks, og spørger hvad der sker hvis et videokamera ser på sin egen monitor? Jeg citerer fra Jan Teubers danske oversættelse:

Her er det Crutchfield, der refereres til som eksperten. De farverige beskrivelser må stå for hans egen regning. Jeg er ikke uenig med Davies på dette punkt, men han har det ikke direkte fra Crutchfield, så skulle det være fra en mundtlig samtale/demonstration? Det giver bare et lidt skævt billede blot at hive et citat frem der knytter VF sammen med studiet af "liv". Det er efter min mening ikke det mest oplagte ved VF, men jeg har heller ikke tilstrækkeligt kendskab til Cellulære Automater.

Der går en række år før VF omtales, og igen er det med henvisning til Crutchfield som væsentligste kilde.

I 1992 nævnes videofeedback i mammutbogen [2], der forsøger at sprede ideerne fra de nye strømninger i kaosforskningen ud til et bredere publikum. Peitgen, som er mest kendt for bogen The Beauty of Fractals med de fantastisk flotte farvebilleder af Mandelbrotmængden i midten af 80'erne, udgav sammen med to andre en enorm samling af opdagelser der alle har det tilfælles, at være fremkommet ved iterationer. Itererede systemer og feedbacksystemer er to sider af samme sag.

I de seneste år har feltet, forskningsmæssigt, tilsyneladende ligget lidt i dvale. Jeg har ganske simpelt ikke kunnet finde nogle nyere artikler. I de elektroniske nyhedsgrupper på Internettet (en af dem handler om ikke-lineær dynamik), dukker der undertiden diskussioner op om bl.a. VF. Her kan man måske komme i kontakt med den aktuelle

**Figure:** Venstre: Dette billede ligner utvivlsomt den karakteristiske *Sierpinski trekant*. Det er en af de meget grundlæggende fraktaler, som har været kendt i årtier, og den findes altså også i VF. Højre: En anden fraktal figur, der er meget forgrenet (se skyggerne inden i buerne). Den kan minde om et gennemskåret blomkålshovede. Fotos: O. Hyldgård.

forskning, men diskussionerne bliver slettet efter kort tid. Fænomenet har, som bekendt også fanget andre end forskernes interesse.

**Figure:** Venstre: Dette billede ligner utvivlsomt den karakteristiske *Sierpinski trekant*. Det er en af de meget grundlæggende fraktaler, som har været kendt i årtier, og den findes altså også i VF. Højre: En anden fraktal figur, der er meget forgrenet (se skyggerne inden i buerne). Den kan minde om et gennemskåret blomkålshovede. Fotos: O. Hyldgård.

**Figure:** Disse fire billeder viser den mere kunstneriske del af Hyldgårds univers af former. Den første ligner et søpindsvin. De to næste ligner labyrinter, mens den sidste ligner en ugle der gemmer sig i bladene (der er her anvendt et spejl). Fotos: O. Hyldgård.

Den danske kunstner Ole Hyldgaard, har gennem de sidste 10 år, beskæftiget sig med videofeedback ud fra et kunstnerisk synspunkt.
Han startede med de store rørkameraer, da han blev introduceret som nyt medlem i

Han startede med de store rørkameraer, som han først blev introduceret til, da han begyndte at komme i

videoværkstedet Trekanten i 1984, hvor han stadig arbejder med det på forskelligt udstyr. Han har anvendt spejle og lys på utallige måder, men er mest interesseret i den rene feedback.

Han har flere gange udstillet i udlandet og i Danmark (bl.a. Charlottenborg 1993), og er uden tvivl mere erfaren end nogen forsker, når det gælder frembringelsen af smukke VF-billeder. Han omtaler sin feedback som organismer i elektronikken. Han er i det hele taget fascineret af det paradoks, at kamera og TV hver for sig er højteknologiske apparater (beregnet på at afbilde virkeligheden), mens de mønstre der dukker op - når man vender kameraet indad mod elektronikkens sjæl - antager organiske, naturlige former. Når han selv skal omtale billederne, sker det med hans egne ord i floromvundne vendinger, hvor metaforerne kommer fra naturen (jeg citerer en videokompilation samlet 1994):

Som det ses, kan to personer med forskellige indfaldsvinkler ikke behandle VF på samme måde. Hver person koncentrerer sig om en lille isoleret del af de mange aspekter af VF-systemet. Det er simpelt hen for komplekst til at man kan beskrive det udtømmende. Jeg har dels valgt denne historiske oversigt, for at få styr på forbindelsen mellem de personer, der har beskæftiget sig med VF på den ene eller anden måde, og dels fordi et "angreb fra alle sider" supplerer en fordybelse i en vigtig artikel meget godt.