For ingeniøren, der forsøger at kontrollere elektriske systemer hvori der optræder feedback, er VF et interessant eksempel. Videofeedback har også fået sit navn fra denne verden.
Matematikeren, der interesserer sig for (topologiske) afbildninger eller itererede funktioner i 2 dimensioner, har en anden indfaldsvinkel til VF. Han vil sige, at processen i den fysiske opstilling - der er diskret - kan udvides til en kontinuert matematisk model. Detaljer som monitorens endelige opløsning og det endelige antal gennemløb per tid viser blot systemets begrænsninger. Hvorvidt modellen skal være diskret eller kontinuert har en spændende afgørelse.
Computervidenskabsmanden eller datalogen vil finde helt andre træk ved systemet interessant. Han vil sige at der foregår en beregningsproces, som ligeså godt kunne finde sted i en computer. Han må i høj grad acceptere en diskret model, fordi alt skal brydes op i bytes. En større opløsning i billedet vil f.eks. betyde længere beregningstid. Han vil forsøge at optimere algoritmen, som beskriver beregningen.
Fysikeren, der interesserer sig for selvorganisation og attraktorer, vil finde et uendeligt antal af muligheder, der skal afdækkes. Med hans metoder til at bestemme fraktaler og dimensioner kan han holde sig beskæftiget i lang tid. Her ligger muligheden for en dyb forståelse af formernes opståen i komplicerede mønstre.
Fysikeren med optik som speciale vil selvfølgelig være interesseret i lysets opførsel. Normalt bevæger lyset sig langs rette linjer eventuelt afbøjet af spejle og linser. I VF udbredes en lysplet i et kompliceret mønster, der er stabilt eller varierende. Af de stabile områder vil han f.eks. kunne lave optiske kontakter, der fungerer som hukommelse.
Den teoretiske biolog vil enten betragte VF som et system, hvor biologisk morfogenese er mulig, og beskrive det ved hjælp af reaktion-diffusion ligninger, eller han vil betragte VF som en cellulær automat, CA. En cellulær automat er et system af celler, der hele tiden opdateres efter forud bestemte regler for nabocellers vekselvirkning med hverandre. I de simpleste CAer er der kun indflydelse fra direkte naboceller, mens der i VF også er mulighed for indflydelse af celler, som ligger længere væk - en ikke-lokal vekselvirkning. Studiet af cellulære automater har givet nogle af de første eksempler på kunstigt (artificial) liv, også kaldet A-life.
Kunstneren, som har sit eget formsprog, vil tilføje alverdens forstyrrende elementer i systemet, og arbejde med spejle og lys med forskellige farver, for at se, om der kommer noget smukkere ud af det. Alle sekvenser kan bagefter redigeres uden det ansvar for registrering af parametre, som videnskabsmanden må lide under. Når videoen skal præsenteres, kan der lægges musik til, hvilket forstærker effekten på dramatisk vis. En interessant udvikling af dette vil være, at lade musikken styre parametrene i systemet enten gennem direkte vibrationer og rystelser eller gennem en elektronisk frekvensanalysator (equalizer) koblet til elektromotorer, der styrer parametrene (zoom, vinkel m.v.).
Endelig kan man se det ud fra et filosofisk synspunkt - her er VF et stærkt eksempel på selvreference. Selvreference [1,9] er et begreb, som ofte giver anledning til paradoksale situationer men også baner vejen for emergens - d.v.s. fremkomsten af kvalitativt nye egenskaber, der ikke kunne forudsiges ud fra kendskabet til elementerne (her: TV og kamera) hver for sig.
Fælles for alle disse indgangsvinkler er et ønske om at forstå det meget komplekse feedbacksystem. At angribe en ting fra alle vinkler kan i nogle tilfælde være mere givtigt end at bore sig i dybden fra en bestemt vinkel.