Next: Introduktion til videofeedback.
Up: Mønsterdannelse i simuleret videofeedback
Previous: Contents
Videofeedback (når et kamera rettes mod sin monitor) er et komplekst dynamisk system. Komplekst fordi det har et stort antal frihedsgrader eller parametre, som bestemmer dets opførsel, og dynamisk fordi det udvikler sig i tiden (25 gange i sekundet). Mange kender kun videofeedback (VF) fra en omtale i fjernsynet - i en HVÆLV-udsendelse om kaos i 1987; her så man en snurrende spiral. I de forløbne år har man ikke hørt noget markant nyt om VF, men der eksisterer en model fra 1984, som skyldes Crutchfield. Da jeg selv begyndte at arbejde med en matematisk model for VF [1], stødte jeg ved en efterfølgende litteratursøgning på den pågældende model. Der er på nuværende tidspunkt en håndfuld artikler om VF, og de kan godt være lidt vanskelige at opspore, hvis ikke man kender referencerne eksplicit. Jeg vil derfor ofre lidt plads på, at omtale referencerne, så læseren derved spares for en del tid. Computerne har haft en rivende udvikling i de forløbne 10 år, og det er først nu, at det kan svare sig, at lave de nødvendige simulationer. Med computere er det nemmere at kontrollere parametrene, og det er muligt, at gentage et udviklingsforløb med de samme startbetingelser. En betingelse er dog, at man kan lave en VF-simulator på computer. Dette er således en af problemstillingerne i dette projekt.
Først beskrives princippet i feedback og i selve eksperimentet, derefter omtales udviklingen af VF til status 1995 med henblik på udvalg af matematisk model. Modellen opstilles, diskuteres og implementeres i en Videofeedback-Simulator. Med simulatoren har man større kontrol over systemet, idet man f.eks. kan sammenligne to identiske forløb med lidt forskellige startbetingelser.
En grundlæggende antagelse er, at processen kan simuleres ved en beregningsproces og derved genskabe den grundlæggende opførsel man finder i VF-eksperimenter. En følge af dette er, at simulationer principielt skal være maskinuafhængige. Efter, at de egentlige simulationer er foretaget, sammenlignes de med eksperimenter hvor det er muligt, og en kvalitativ forklaring af mønstrene forsøges i håb om at nå en dybere forståelse af strukturerne i videofeedback.
Muligheden for, at der i simulatoren kan opstå noget helt nyt, er et spændende, omend ikke afgørende perspektiv.
Next: Introduktion til videofeedback.
Up: Mønsterdannelse i simuleret videofeedback
Previous: Contents
Michael Cramer Andersen
1/24/2000